Skip to main content

10. oktober 2023
Af Kim Lesanner, Motormagasinet

Fælles garanti i nyt antirust-samarbejde

Der er godt ’fodslaw’, dynamik og udvikling i Nordic Antirust, der blev etableret som fælles forening af Suvo og Tectyl rustbeskyttelseskæderne under leverandøren LHG Group i efteråret 2022. Her mærkes der nu en positiv udvikling med fornuftig gang i hjulene hos de tilknyttede centres ordretilgang efter et forår, hvor inflationen havde godt fat i mindsettet hos forbrugerne.

Kommerciel direktør hos LHG Group, Carsten R. Larsen, fortæller, at på trods af afvikling af rustbeskyttelsescentre generelt rundt omkring i landet, så oplever LHG Group stor interesse i Suvo- og Tectyl-kæderne. Det er derfor også lykkedes at få genetableret lukningstruede centre i Rønde, Haderslev, Låsby, og Svendborg, der nu er enten Suvo eller Tectyl sprøjtecenter. Derudover er der blevet etableret et helt nyt Tectyl-center i Rødovre.

- Vi kan mærke, at vores initiativ med Nordic Antirust fællesskabet giver en del positiv opmærksomhed fra flere sider, siger Carsten R. Larsen.

Flere initiativer sammen

Centrene fra de to kæder i det fælles Nordic Antirust har på kort tid fået etableret flere fælles marketing-initiativer. Der er blandt andet indledt en finansieringsaftale med Resurs Bank, hvor rustbeskyttelsescentrene nu kan tilbyde kunderne ”rustbeskyttelse på abonnement” med fordeling af udgifterne på flere måneder, samt en FDM Fordelspartneraftale og en række fælles brandingkampagner.

Et lidt større projekt, som Nordic Antirust fællesskabet har sat i gang, er etableringen af en fælles garanti- og forhandlerforening under Navnet Nordic Antirust Garanti og Forhandlerforening.

God fælles proces

Den nye medlemsejede forening skal varetage forskellige opgaver netop med fælles interesser for begge brands.

- Det har været et omfattende arbejde at få alle detaljer på plads i den nye forening, selvom det hele vejen igennem har været et godt og konstruktivt arbejde mellem repræsentanterne for begge rustbeskyttelseskæder. Der er jo altid nogle ting der skal løses i kompromisets tegn, sådan vil det naturligvis altid være. Men alt er på plads, så her i løbet af efteråret kan vi få de sidste praktiske opgaver udført, siger Jes Langagergaard, der er formand for bestyrelsen i Nordic Antirust foreningen.

Næstformand Michael Henriksen tilføjer, at det har været den god proces at få stiftet Nordic Antirust foreningen.

- Der har hele vejen i forløbet på møderne været en fantastisk stemning, og alle har haft en vilje til at gå efter en ny vision med stiftelse af foreningen. Vi har lært en masse nye gode kollegaer at kende, Michael Henriksen.